Irland er en destination, som de fleste erfarne rejsende ønsker at opleve i løbet af deres liv, og Dublin er som regel det første stop på eventyret. Sammenlignet med andre europæiske hovedstæder er Dublin relativt lille, men byen byder på overraskelser, der vil vække enhver besøgendes appetit til eventyret. Fra udendørs aktiviteter og sportsattraktioner til et hav af spændende museer, moderne underholdning og selvfølgelig det berømte natteliv - der er masser at tage sig til.
Dublin har en række berømte attraktioner som Guinness Storehouse, Jameson Distillery, Trinity College og Book of Kells, Dublin Castle og Johnnie Fox's Pub for at nævne nogle få. Hvis du eller dine venner nogensinde har været i Dublin før, er der en god chance for, at I har besøgt mindst én af disse attraktioner. Denne blog vil fremhæve nogle af de fantastiske ting, man kan lave, og steder man kan se, som du ikke vil finde i enhver rejseguide, du læser. Disse attraktioner er dog meget populære blandt både lokale og turister.
Aktiv ferie
Hvis du er en af dem, der altid pakker et par kondisko, når du rejser, er der masser af muligheder for at få dem brugt i Dublin.
Den idylliske landsby Howth er kendt for sine fantastiske spisesteder, gåture på molen og en generelt god atmosfære. Howth ligger ca. 20 minutter nord for Dublins centrum med DART-sporvogn eller tog, og det er en fantastisk dagstur for besøgende i alle aldre. Hvis du vil have sved på panden, tilbyder Howth Cliff Walk en række stier, der passer til alle, fra erfarne bjergbestigere til mindre erfarne vandrere. Du kan starte din vandretur fra det øjeblik, du stiger af toget, ved at vandre mod toppen langs klipperne og tilbage ned mod landsbyen. Hvis du ønsker en mere rolig gåtur, kan du tage bussen fra Howth til toppen, og nyde den spektakulære udsigt over Dublin Bay og Dublin.
En anden meget populær vandrerute i Dublin er Killiney Hill syd for byen. Den er, ligesom Howth let tilgængelig med DART-sporvogn eller tog. Den velhavende forstad til Dublin er ikke kun hjemsted for gode barer, restauranter, strande og gåture, men også for en række irske berømtheder - Bono, The Edge, Van Morrison og Enya bor i nærheden. Killiney Hill giver den perfekte mulighed for at se Dublin fra den anden side af byen, og på en klar dag kan du endda se bjergene i Wales. Måske får du endda øje på en kendis mens du er der!
Der er mange gode muligheder for at nyde udsigten over Dublin og det omkringliggende område f.eks. i de naturområder, der er nævnt ovenfor. En af de mest unikke måder at se Dublin på, er fra hjertet af byen - floden Liffey. Du kan leje en kajak og tage med på en guidet tur på den berømte flod, der giver byen liv. Floden er et unikt udsigtspunkt, hvor du kan se en kopi af Jeanie Johnston Tall Ship. Derudover kan du ro under den berømte O'Connell Bridge og Ha'penny Bridge. Det er en perfekt mulighed for at opleve den travle storby nedefra. Hvis du er på udkig efter en endnu mere speciel oplevelse, så tag et kig på Citykayaking, som udnytter den fantastiske akustik, byens broer giver, ved at arrangere minikoncerter på floden.
Hvis du elsker at fordybe dig i spændende seværdigheder, lyde, farver og fortællinger på museer, vil Dublin bestemt ikke skuffe dig. Fra vikingeinvasioner til «leprechauns» fra irsk folketro, Caravaggio til Monet eller fra gigantiske blåhvaler til en voksfigur af Elvis Presley - der er så meget at opleve på Dublins mange museer.
Du kan benytte lejligheden til at træde tilbage i tiden og besøge vikingemuseet Dublinia , hvor du kan høre historier fra oldtiden. Et andet populært museum, der især blandt rejsende med irske aner, er EPIC The Irish Emigration Museum. Her kan du se, hvordan Irland og dets befolkning har påvirket verden. Hvis du i stedet er ude efter kunst, giver National Gallery of Ireland dig chancen for at opleve et af Caravaggios mest berømte malerier, The Taking of Christ, helt tæt på. Mens du er der, bør du også se Claude Monets Argenteuil Basin with a Single Sailboat. Chester Beatty Gallery og Hugh Lane Gallery vil heller ikke skuffe dig, hvis du er interesseret i kunst.
Dublin mangler ikke skæve og usædvanlige museer, der er gode for rejsende med børn, såsom National Leprechaun Museum og Dublin Wax Museum. Et af byens mest elskede museer er The Little Museum of Dublin. Dette fantastiske museum formår at dække mange af byens kulturelle oplevelser såsom musik, kunst, sport, litteratur, mode og film. Museet er fyldt med spændende udstillinger og giver dig en smagsprøve på Dublin gennem tiderne, som sikrer, at du går hjem med en god forståelse af den fantastiske by. Museet ligger lige ved siden af den populære St Stephen's Green, der desuden også tilbyder en række gåture og skattejagter. Dette er et absolut must for enhver besøgende, der leder efter en både sjov og lærerig museumsoplevelse.
Sport og oplevelser i højderne
Du kender måske Irlands passion for sport, især fodbold og rugby, men du er måske ikke så bekendt med de nationale sportsgrene - gælisk fodbold og hurling. Sammen omtales de ofte som de gæliske lege. Holdene er helt amatør- og lokalbaserede, men de tiltrækker stadig op til 80.000 tilskuere til de store finaler. Spillenes hovedkvarter ligger lige i udkanten af Dublins centrum på Croke Park Stadium, hvilket er et meget vigtigt vartegn af både historiske og sportslige årsager. Stadionet er blevet brugt til amerikansk fodbold, rodeobegivenheder, adskillige koncerter, Special Olympics, fodbold- og rugbykampe samt boksekampe - blandt disse er Muhammed Alis besøg i 1972 specielt kendt. Stadionet er også kendt for at være stedet for en af byens værste massakrer i 1920'erne, kendt som Bloody Sunday.
Stadionet bliver på nuværende tidspunkt brugt til de største kampe i Gaelic Games og koncerter. Derudover tilbyder de også en række andre store oplevelser. GAA-museet i Croke Park giver en god introduktion til de vigtigste aspekter af det gæliske spil fra dets begyndelse. Sportens historie er tæt forbundet med irsk politik, kampen for uafhængighed og irsk identitet, og det er tydeligt, når du bevæger dig gennem museets mange udstillinger og litteratur. Du får endda mulighed for at se de mest berømte irske trofæer af dem alle - Sam Maguire Cup (fodbold) og Liam McCarthy Cup (hurling), og i slutningen af museet kan du prøve kræfter af med den irske sportsgrene på en interaktiv skærm.
Croke Park byder også på en af de mest unikke oplevelser i byen, en guidet tur på stadionets 17 etager høje tag. Croke Park Skyline Tour giver dig den mest spektakulære udsigt over Dublin og det omkringliggende område.
Det er din tur!
"En god udfordring ville være at gå gennem Dublin uden at komme forbi en pub", siger Leopold Bloom i James Joyces legendariske roman Ulysses. Selvom det ikke er umuligt, er det ikke særlig nemt! Mens vandreture, kajaksejlads og museumsbesøg kan holde dig beskæftiget under et besøg, er der én ting, Dublin er kendt for frem for alt andet: pubber. Temple Bar er ofte det første, man tænker på, når man kommer til byen for at nyde en øl og nattelivet, men vær opmærksom på, at Temple Bar er den største turistfælde i Dublin - måske endda i Irland. Selvom det er et livligt område, hvor mange barer ser traditionelle ud og måske har livemusik, er det meget dyrt og der er proppet med mennesker. Vores bedste tip er at besøge området og få en enkelt eller to drinks og så gå videre. Hvis du ikke er sikker på, hvor du skal tage hen efter, har vi flere gode forslag:
Hvis du er på udkig efter en rigtig god pint Guinness, vil Kehoes Pub på St Anne Street, Grogan's på South William Street, McDaids på Harry Street, The Long Hall på George's Street og Toners på Baggot Street ikke skuffe dig. Det er nogle af de mest populære pubber blandt de lokale, og de byder på en fantastisk autentisk atmosfære, især når der er sportsbegivenheder.
Hvis du er mere til cocktails, er Dawson Street kvarteret lige noget for dig. Her kan du vælge mellem mange smarte og stilfulde barer, hvor du kan danse hele natten.
Et godt alternativ til Temple Bar er området Wexford Street/Camden Street. Her finder du et udvalg af pubber og barer med noget for enhver smag. Whelan's er en ikonisk bar og musiksted med fantastiske koncerter næsten hver aften, men det er også et godt sted at mødes med venner eller danse, hvis du er til mere alternativ musik. Against The Grain serverer et udvalg af specialøl og har også masser af brætspil - det er et populært sted at starte aftenen, før man går videre til de mere livlige steder som The Jar, Opium eller Flannery's. I området omkring Wexford Street/Camden Street er det svært at finde en bar med en dårlig atmosfære, og så er det er en bonus, at der er adskillige fastfood-muligheder, der kan gøres brug af når din aften i byen er kommet til vejs ende.
Når man besøger Dublin, er det godt at huske, at byen ikke er så stor. Byen har relativt gode forbindelser til forstæderne med bus, tog, DART og Luas sporvogne, så det gør det lettere at vælge et hotel i Dublin. Byen er spækket med spændende ting at foretage sig, men det er klogt at undgå at forsøge at få for mange aktiviteter ind i din rejse, da du måske går glip af blot at nyde byen. Undgå turistfælder som førnævnte Temple Bar, hvis det er muligt (et kort besøg er som regel nok), og selvom nogle af de mere kendte attraktioner er meget flotte, kan de være dyre og ekstremt travle. Hvis du har tid, er en af de bedste ting at gøre at tage ud til forstæder som Skerries, Malahide, Howth, Killiney, Dalkey eller Dun Laoghaire for at udforske, spise og få en øl. Vores bedste tip til at besøge Irland er at pakke tøj til alle årstider!